Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. juni 2024

Døgnrapport:

 

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. juni 2024

 

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 5. juni 2024 kl. 07.00 til 6. juni 2024 kl. 07.00.

 

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Havnepladsen, Føllenslev, Kalundborg

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ingen

 

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

J.H. Petersens Alle, Kalundborg

 

Tyveri fra køretøjer:

Hedelyhaven, Greve

Søagerparken, Greve (2 adresser)

Blåhegnet, Greve

Vesthegnet, Greve

Vibesvinget, Greve

Rytterstien, Tune, Greve

Store Møllevænge, Roskilde

 

 

Seks biler fik stjålet infotainment-system – Greve

I tidrummet fra tirsdag aften kl. 20 til onsdag formiddag kl. 10.30 er seks biler på vejene Hedelyhaven, Søagerparken, Blåhegnet, Vesthegnet og Vibesvinget blevet udsat for indbrud. Fremgangsmåden har været den samme, da alle bilerne har fået knust en rude, og efterfølgende er bilens infotainment-system blevet fjernet fra bilen. Da alle indbrud er sket inden for samme geografiske område, med samme fremgangsmåde og det faktum, at tyvene har stjålet infotainment-systemer fra alle bilerne, formoder politiet, at der kan være tale om samme gerningsmænd, der har været på spil.

 

Politiet efterlyser i den forbindelse personer, som har oplysninger i sagen. Kontakt os på telefon 114.

 

Vitrineskab på motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 09.37 måtte en patrulje, der kom kørende på Vestmotorvejen i vestgående retning undvige et vitrineskab, der befandt sig på motorvejen mellem første og anden vognbane. Patruljen fik kontakt til en 44-årig kvinde fra Slagelse, der holdt parkeret i nødsporet ca. 200 meter længere fremme med en påhængt, tom trailer.

 

Det viste sig, at kvinden havde kørt med vitrineskabet i traileren uden at fastgøre skabet, der i forbindelse med kørsel på motorvejen var havnet på kørebanen. Kvinden blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og kan forvente en bøde. Skabet blev i forbindelse med politiets tilstedeværelse fjernet fra kørebanen, hvor det havde skabt farlige situationer for bilisterne.

 

Jagt- og vildforvaltningsloven overtrådt – Bækgårdsvej, Borup – Køge

Kl. 10.48 blev en 60-årig mand fra Stevns sigtet for overtrædelse af jagt- og vildforvaltningsloven. Et vidne anmeldte, at manden var i færd med at fylde jord oven på nogle jordvolde, hvor der i øjeblikket yngler 2-300 svaler, der havde bygget reder i den jord, som den 60-årige var i færd med at læsse jord ovenpå. Da svaler i Danmark er en fredet fugleart, er det ulovligt at skade eller dræbe dem eller ødelægge deres reder. Mandens arbejde på stedet blev indstillet, og han kan forvente en bøde for lovovertrædelsen.

 

Bedrageri – Holbæk Kommune

Kl. 11.47 anmeldte en pårørende til en 85-årig kvinde, der bor i en lille by i Holbæk Kommune, at en 85-årige var blevet udsat for bedrageri. En mand havde henvendt sig til kvinden på telefon og oplyst, at hundes kreditkort var udløbet, og at der ville komme en person hjem til hende for at ombytte kortet til et nyt. Kort tid efter blev kvinden kontaktet på sin adresse af en mand, der fik udleveret hendes kort og kode. Efterfølgende er der blevet hævet 15.000 kr. på kortet, som nu er blevet spærret. Politiet skal nu forsøge at finde frem til gerningsmanden.

 

Færdselsuheld – Kirkeskovvej/Hesteskovvej, Klippinge – Stevns

Kl. 14.00 skete et uheld, da en bil, ført af en 50-årig mand fra Store-Heddinge kom kørende i nordlig retning ad Hesteskovvej. I krydset Hesteskovvej/Kirkeskovvej fortsatte den 50-årige mand frem, til trods for, at han har ubetinget vigepligt. I krydset blev den 50-åriges køretøj påkørt en an bil ført af en 52-årig kvinde fra Klippinge. Ingen af de to parter kom til skade ved uheldet, som vil blive håndteret af parternes forsikringsselskaber.

 

Kørsel uden førerret – Hovedgaden, Jerslev Sj., Kalundborg

Kl. 14.40 kom en 30-årig mand fra Jerslev Sj. kørende ad Hovedgaden i nordvestlig retning, til trods for, at han ikke havde generhvervet sin førerret. Da manden i løbet af de sidste tre år fire gange er sigtet for kørsel uden førerret samt to gange kørsel i frakendelsestiden, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

 

Udlændingeloven – Ringsted

Kl. 16.28 blev en 45-årige kvinde fra Thailand anholdt på en adresse i Ringsted. Kvinden blev sigtet for ulovligt ophold, da hun har opholdt sig i Schengenområdet i 510 dage længere end hun måtte. Derudover blev hun sigtet for forsøg på ulovligt arbejde. Kvinden er frihedsberøvet, mens sagen behandles og det afgøres, om hun skal udvises.

 

Påvirket bilist – Mosede Landevej, Greve

Kl. 17.11 blev en 22-årig mand fra Helsingør sigtet for narkokørsel, da han kom kørende på Mosede Landevej til trods for, at han var påvirket. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

 

Løse heste på vejen – Hjulbækvej, Hvalsø, Lejre

Kl. 17.50 modtog politiet flere anmeldelser fra borgere, der havde set to heste uden ryttere flere forskellige steder i Hvalsø. Efterfølgende kontaktede hestenes ejer politiet, som kunne fortælle kvinden, hvor de to heste befandt sig, at ene var blevet indfanget af en borger. Kort tid efter blev hestene og deres ejer genforenet.

 

Påvirket bilist – Sydhavnsvej, Kalundborg

Kl. 21.50 blev en 41-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende i sydlig retning, til trods for, at han var påvirket over det tilladte. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *