Status på fyrværkeriulykkerne nytårsnat.

Nordjyllands Politi har gennem hele dagen været optaget af nattens fyrværkeriulykker i henholdsvis Assens ved Mariager og Skjellerup ved Hobro, hvor 3 mænd har mistet livet.

Begge ulykker er sket som følge af affyring af krysantemumbomber. Udover de tre, som har mistet livet, ligger to personer i respirator på Rigshospitalet. De er fløjet dertil for behandling af deres meget omfattende skader. Begge meldes pt. udenfor livsfare.

I forbindelse med ulykkerne er der oprettet kriseberedskabscenter på Hobro Sygehus, hvor sundhedspersonalet har stået klar til at tage sig af de meget berørte pårørende og vidner. Alle pårørende til de afdøde og tilskadekomne er underrettet.

Nordjyllands Politi har bedt offentligheden om hjælp i forbindelse med efterforskningen af, hvorfra krysantemumbomberne kan stamme.

Nordjyllands Politi vil på det kraftigste opfordre andre, som måtte ligge inde med krysantemumbomber til at være meget varsomme. Der er tale om meget farligt fyrværkeri. Kontakt politiet og forsøg ikke på egen hånd at bortskaffe fyrværkeriet. Politiet kan kontaktes på 114.

Nordjyllands Politi har indtil videre modtaget rigtig mange henvendelser fra borgere i hele politikredsen. Vi arbejder videre med alle henvendelser og vil gerne rose og takke borgerne for den store hjælp. Vi hører stadig meget gerne fra borgere, som ligger inde med oplysninger vedrørende ulykkerne eller salg af ulovligt fyrværkeri.

Der er på nuværende tidspunkt en større efterforskning iværksat. Nordjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen pt. grundet efterforskningen.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *