Fem mænd anholdt for organiseret miljøsvineri

Københavns Vestegns Politi kører aktuelt en anholdelses- og ransagningsaktion mod en gruppe mænd, som mistænkes for at have dumpet over 100 ton byggeaffald rundt om på Sjælland og svindel med virksomhedsregnskaber. Fem mænd er anholdt og overvejes fremstillet i grundlovsforhør.

Efter måneders forudgående efterforskning er Københavns Vestegns Politi til morgen skredet til anholdelse af fem mænd mellem 32 og 43 år, som mistænkes for at stå bag et organiseret og systematisk miljøsvineri med byggeaffald over otte måneder.

Mistanken går blandt andet på, at de siden februar 2014 har revet huse ned primært i Storkøbenhavn og enten smidt affaldet på tilfældige private menneskers grunde og offentlige arealer på Sjælland eller opbevaret det uden at ville behandle det som miljøaffald.

– Vi er ikke færdige med efterforskningen, men vi mener, at de har håndteret mindst 100 ton affald på den måde, hvilket gav dem en økonomisk gevinst, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson.

Han oplyser, at politiet har fået en del henvendelser fra både private og offentlige grundejere, som pludselig stod med flere ton dumpet affald.

En efterforskning samlede mistanken mod nogle nedrivningsfirmaer og en persongruppe, som dagens anholdelses- og ransagningsaktion rettede sig imod. Her deltog også SKAT, fordi nedrivningsfirmaerne er under mistanke for svindel med regnskaber og sort arbejde.

Under efterforskningen er det desuden kommet frem, at en række af de affaldscontainere, som mændene brugte, var fremskaffet på ulovlig vis til formålet.

Det skal nu vurderes, hvorvidt de fem anholdte skal begæres varetægtsfængslet i grundlovsforhør fredag.

Indtil da er vicepolitiinspektøren sparsom med at frigive flere detaljer.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *