Faktuelt om anholdelser og ransagning i Roost syd for Toftlund

Syd- og Sønderjyllands Politi håndterede tirsdag den 25.4. en anmeldelse fra Roost syd for Toftlund. Efterfølgende er ejeren af den pågældende landejendom gået til medierne.

Det forholder sig sådan, at politiet onsdag modtog en anmeldelse fra en borger om, at der foregik noget muligvis kriminelt ved ejendommen. Dyrt udseende malerier og en Mercedes var ved at blive læsset i en lastbil.

En motorcykelbetjent blev sendt til stedet for at undersøge sagen. Da han ankom, blev han mødt af en gruppe meget ophidsede mænd, som nægtede at svare på spørgsmål.

Stemningen overfor betjenten var sådan, at han valgte at bede om straks at få sendt assistance til stedet. Derfor ankom der yderligere nogle patruljer. Da det ikke umiddelbart kunne fastlægges, hvor tingene kom fra, blev syv mænd sigtet for hæleri – alternativt tyveri – og alle anholdt. Her efter kunne politiet gå i gang med at finde ud af, hvad det var for malerier, der blev håndteret, og om de eller bilen var stjålet.

Da ejeren af stedet sad i patruljevognen gav han udtryk for, at han fik det dårligt. En tilkaldt ambulance kørte ham til kontrol på sygehuset. Her fra blev han senere udskrevet. Ingen af mændene har været anholdt længere end godt otte timer.

Imens fik politiet mulighed for at undersøge sagen nærmere. Efter at malerierne er blevet undersøgt, har det vist sig, at det drejer sig om legalt handlede malerier. Bilen er heller ikke efterlyst.

I løbet af kort tid vil Syd- og Sønderjyllands Politi så tage stilling til, hvordan tingene kan udleveres.

– Når vi får anmeldelse om et muligt strafbart forhold, har vi pligt til at undersøge det, siger lederen af lokalpolitiet i Tønder, Svend Erik Paulsen. Og hvis en betjent føler sig truet, skal han selvfølgelig kalde kolleger til hjælp.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *