Efterlysning af forurettede til overfald

Nordjyllands Politi efterlyser identiteten på 2 forurettede og et vidne til et voldeligt overfald, der skete i Jomfru Ane Gade i Aalborg 25.juni 2014 kl. 02.13, hvor 3 formentlig nyudsprungne studenter blev slået ned af 2 gerningsmænd. Det skete i den sydlige ende af Jomfru Ane Gade ud for kiosken 7-11.

3 unge mænd – der formentlig alle er studenter og fra Brønderslev Gymnasium og HF – stod og snakkede sammen. De beskrives som:
• En lysthåret iført mørk skjorte,
• en mørkhåret m/ mørkt hage/halsskæg iført hvid skjorte, og en
• med studenterhue, der har halvlangt mellemblondt hår iført mørk skjorte.

To gerningsmænd, den ene, A, i en gul polo t-shirt, den anden, B, i sort t-shirt gik forbi de tre unge mænd. Den ene, A, gav den lyshårede en skuldertackling, idet A gik forbi. Den lyshårede vendte sig om. A og B stoppede op, vendte rundt og gik tilbage.

A skubbede/slog hårdt i ansigt og bryst på studenten med skægget, så denne faldt bagover.

B tildelte ham med studenterhuen et hårdt knytnæveslag på højre side af ansigtet, så han faldt til jorden. De forsatte herefter mod Bispensgade, hvor A tildelte en identificeret forurettet et slag mod kæben, hvorefter de gik ad Bispensgade mod øst (Nytorv).

Det hele tog under ét minut, oplyser Nordjyllands Politi.

Vidner hjalp de først overfaldne, og her konstateredes det, at der i bunden af studenterhuen stod: Brønderslev Gymnasium og HF. De forurettede sagde, at de var OK, og at de skulle videre.

Men der er tale om en voldssag, som Nordjyllands Politi efterforsker, og politiet vil i den forbindelse gerne tale med de 3 unge formodede studenter, og de opfordres derfor til at henvende sig til Nordjyllands Politi hurtigst muligt.

Eventuelle yderligere vidner er ligeledes velkommen til at henvende sig.

Ring til politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Sagen har journalnummer: 5100-73241-00309-14.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *