Uddrag af døgnrapport fra søndag 310515 kl. 0700 til mandag 010615 kl. 0700.

Spirituskørsel – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 1103 anholdt og sigtede politiet en 37-årig mand fra Herlufmagle for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Voldelig adfærd mod børn – Karlslunde Strandvej, Karlslunde – Greve

Kl. 1232 anmeldte faderen til en 13-årig dreng fra Køge, at drengen lørdag aften kl. 2100-2115 sammen med 5 kammerater var gået ind i en fårefold på Karlslunde Strandvej ved Ternevej. Under ophold i folden kom en fremmed mand, der spurgte den 13-årige, hvad de lavede på stedet. Inden han nåede at svare, blev han slået i hovedet af manden med et “paprørs”-lignende genstand. Drengene flygtede fra stedet og bemærkede, at en blålig personbil fulgte efter dem, men forsvandt i ukendt retning. Manden blev beskrevet som: mand, dansk af udseende, 35-40 år, 170-180 cm høj, kraftig af bygning, lyst kort hår, iført en mørk langærmet trøje og mørkeblå cowboybukser, talte dansk. Politiet undersøger nu sagen, der behandles som en anmeldelse om vold.

Lokalpolitiet i Karlslunde hører gerne fra personer, der har bemærket personerne eller bilen i området. Kontakt politiet på tlf. 114.

Snyd med Oddset-kuponer – Ølsemaglevej, Køge

Kl. 1605 anmeldte personalet i et supermarked, at to udenlandske mænd kl. ca. 1530 havde snydt ekspedienten i kiosken for 7000 kr. i forbindelse med spil på Oddset. De ene af de to spillere ville indløse nogle kuponer, men en af dem var behæftet med en fejl. Sammen fik mændene i den anledning skabt så meget forvirring over for ekspedienten, som blev bedt om annullere kuponerne, at mændene kunne forlade kiosken med Oddset-spil for 7000 kr., som de ikke havde betalt for. De to mænd blev beskrevet som: A: mand, østeuropæisk af udseende, 25-35 år, 180-185 cm, spinkel af bygning, sort og tyndt hår, iført blå hættetrøje med hvid lomme på venstre side af brystet, sort bukser og hvide kondisko, talte dansk; B: mand, østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, sort kort hår, iført mørkegrå sweatshirt med hætte og lynlås, mørkere områder på trøjens ærmer, lyseblå bukser, mørke sko. Politiet forsøger nu i samarbejde med supermarkedet at få identificeret de to mænd.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 1620 bemærkede en patrulje en bilist, hvis forrude havde en større revne i frontruden. Politiet standsede bilisten og fik kontakt med en 53-årig mand fra Holbæk bag rattet. Han kunne ikke fremvise noget kørekort, som var frakendt ham som følge af en tidligere sag om spirituskørsel. En alkometertest afslørede, at han ved dagens kørsel også var så påvirket af spiritus, at han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil hører nærmere fra politiet, når dagens to sigtelser mod ham skal afgøres.

Tricktyveri – Alfarvejen, Osted, Lejre

Kl. 1646 anmeldte ægtefællen til en 70-årig mand fra Jystrup Midtsj., at manden havde fået stjålet sit Eurocard på en P-plads ved et supermarked, hvor han netop havde benyttet betalingskortet. Efter indkøbet var han kl. ca. 1620 på supermarkedets P-plads blevet kontaktet af en 60-70-årig, udenlandsk mand, der ønskede hjælp til at veksle penge til brug i en indkøbsvogn. Den 70-årige hjalp manden, men opdagede kort efter, at hans Eurocard blevet stjålet i forbindelse med den fremmede mands ihærdige forsøg på at stikke en pengeseddel ned i den 70-åriges tegnebog. Betalingskortet blev hurtigt spærret, men var allerede 6 minutter efter tyveriet blevet misbrugt til hævning af 2000 kr. ved anvendelse af rette PIN-kode. Et forsøg på at hæve yderligere 12000 kr. var mislykkedes. Politiet forsøger nu i samarbejde med supermarkedet at få identificeret manden og/eller personer, som han måtte være i selskab med.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket den 60-70-årige, udenlandske mand på P-pladsen. Kontakt politiet på tlf. 114.

Politiet opfordrer borgerne til at beskytte PIN-koden på et betalingskort, når PIN-koden indtastes på betalingsterminalen. Uden afluret PIN-kode er et betalingskort intet værd for en tricktyv, som er særdeles opfindsom for at få fat i ofrenes betalingskort.

Konstruktivt ændret knallert mv. – Tryllevænget, Solrød Strand

Kl. 1708 forsøgte en civil patruljebil at standse en knallert, som kørte væsentligt hurtigere end tilladt. Knallertens fører, der ikke ønskede at tale med patruljen, befordrede en passager, og som kørte uden styrthjelm, forsøgte at køre væk fra politiet, indtil han og passageren efterlod knallerten og løb fra stedet. Passageren – en 22-årig mand fra Næstved – blev løbet af en politimand, som i sin fritid tilfældig var til stede, og overgivet til patruljen til sigtelse for at lade sig befordre på en knallert. Den efterladte knallert viste sig at være konstruktivt ændret og blev derfor indbragt til nærmere undersøgelse. Føreren og knallertejeren var forsvundet fra stedet, men valgte senere selv at kontakte politiet. Han oplyste at være en 22-årig mand fra Solrød Strand, som vil blive kontaktet og sigtet, når undersøgelse af knallerten er foretaget. Begge vil således høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Brandundersøgelse – Boesdalsvej, Rødvig – Stevns

Kl. 1732 kørte politiet og brandvæsnet til ildebrand i en bygning. Det viste sig at være en tændt gasgrill med en mindre gasbeholder tilsluttet. Gasbeholderen var pludselig eksploderet, hvorefter træbeklædning ved det halvtag, hvor grillen var placeret brød i brand. Ilden nåede at brede sig til et tagudhæng, inden brandvæsnet fik den bekæmpet. Ingen personer kom til skade ved branden, hvis årsag nu undersøges nærmere.

Vold – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 1813 fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand var blevet overfaldet på en P-plads ved et træningscenter af flere gerningsmænd. De skulle efterfølgende være flygtet fra stedet i en bil. Politiet og en ambulance kørte til stedet, hvor en kraftigt forslået, 24-årig mand fra Roskilde blev truffet. Han var blevet kontaktet af en gruppe, der havde spurgt, om han kunne genkende dem fra et tidligere møde. Han benægtede og blev herefter overfaldet med slag og spark. Gerningsmændene var flygtet i en personbil, hvis nummerplade vidner havde noteret sig, ligesom vidner havde oplyst politiet om signalement på overfaldsmændene. Politiet ledte efter både bilen og gerningsmændene og kunne mellem kl. 1910-1945 i området ved Rønnebærparken, Roskilde, anholde tre mænd på 18, 20 og 21 fra Roskilde som mistænkte for at have deltaget i overfaldet på den 24-årige. De anholdte blev alle sigtet for grov vold og afhørt til sagen, men alle blev løsladt efter endt sagsbehandling, idet politiet ikke fandt grundlag for fremstilling af dem i grundlovsforhør. Politiet arbejder nu videre med sagen i et forsøg på at finde ud af motivet til overfaldet, og om flere kan mistænkes for at have andele i overfaldet.

Indbrudstyv anholdt – Dr. Margrethesvej, Ringsted

Kl. 1847 fik politiet en anmeldelse om et indbrud i privat beboelse på Dr. Margrethesvej. Indbrudstyven havde skaffet sig adgang til villaen ved at bryde en terrassedør op, og fra villaen var stjålet bl.a. smykker, en bærbar PC og en Ipad. Politiet fik lokaliseret den stjålne Ipad til et bestemt sted i Nørregade, Ringsted, via Ipadens sporingssystem. Da politiet samtidig fik oplysninger fra en borger om, at en mand havde forsøgt at sælge en Ipad i området, henvendte politiet sig i en lejlighed på Nørregade, hvor en 34-årig mand fra Ringsted “skjulte” sig hos en kammerat. Den 34-årige var i besiddelse af den stjålne Ipad samt nogle af de smykker, som var stjålet i forbindelse med indbruddet. Den 34-årige blev anholdt og sigtet for indbruddet, og ved den efterfølgende ransagning af den 34-åriges bopæl fandt yderligere smykker samt også den stjålne, bærbare PC. Alle tyvekosterne blev afleveret retur til en glad ejer. Den anholdte blev løsladt ved midnatstide, da der ikke var grundlag for fremstilling af ham i grundlovsforhør.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 0355 forulykkede en 42-årig mand fra Høng under kørsel ad Holbækmotorvejen mod øst ved Roskilde. Han mistede herredømmet over sin personbil på grund af aquaplanning, så han gled ind i midter-autoværnet for herefter at blive kastet over i autoværnet ved nødsporet. Den 42-årige blev indbragt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uskadt fra uheldet. Ingen andre trafikanter var involveret i uheldet.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 0436 skete et nyt færdselsuheld på grund af aquaplanning på motorvejen ved Køge. En 22-årig mand fra Aabenraa mistede herredømmet over sin varebil, der påkørte afspærringsmateriel i forbindelse med vejarbejdet på strækningen. Afspærringsmateriellet blev spredt ud over kørebanen, hvorefter et par andre bilister påkørte dette og fik beskadiget deres bilen. Ingen af parterne kom til skade ved uheldene.

Færdselsuheld – Nørreskovvej, Skamstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 0606 fik politiet via alarm 112 melding om, at en grisetransporter – lastbil med påhængsvogn – var forulykket. Grise skulle løbe rundt i området. Politiet kørte til uheldsstedet, hvor lastbilens anhænger med grise var væltet i grøften. 40-50 grise var sluppet ud. En anden grisetransporter blev tilkaldt til stedet for at omlæsse ca. 80 grisene fra anhængeren samt til opbevaring af de undslupne grise, som blev fanget. To grise måtte aflives, og to var døde ved uheldet. Årsagen til ulykken kendes p.t. ikke.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Kr.-Såby – Lejre

Kl. 0650 overså en 21-årig mand fra Roskilde under kørsel i sin personbil i østlig retning, at trafikanterne foran var standset på grund af kødannelse. Han påkørte derfor varebilen foran, som igen blev skubbet frem i en personbil. Ved uheldet påkørte de involverede biler også autoværnet, så motorvejen i østlig retning blev helt spærret øst for afkørsel 16. Redningspersonalet frigjorde den 21-årige fra personbilen, hvor han var teknisk fastklemt. Han blev bragt til kontrol på skadestuen i Holbæk, men var sluppet uden egentlig personskade. Uheldet bevirkede, at motorvejen var spærret helt/delvist frem til kl. ca. 0820, hvor oprydningen var afsluttet.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *