Uddrag af døgnrapport fra onsdag 250215 kl. 0700 til torsdag 260215 kl. 0700.

Stjålet cykel fundet i kælderrum – Fynsgade, Ringsted

Kl. 1000 henvendte en mor til en 15-årig dreng sig til politiet, fordi hun mente at have fundet sønnens stjålne cykel låst inde i et kælderrum under en ejendom i Fynsgade. Cyklen var inden for den seneste uge blevet stjålet fra Fynsgade, og på grund af nogle særlige kendetegn på cyklen mente moderen at kunne genkende den. Politiet skaffede sig adgang til kælderrummet, hvor cyklen ganske rigtigt var den 15-åriges stjålne cykel. Brugeren af kælderrummet blev med hjælp fra ejendommens personale identificeret som en 23-årig mand fra Ringsted. Politiet fandt ham ved sin arbejdsplads i Ringsted og sigtede ham for at have stjålet cyklen. Han vil således høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Spirituskørsel – Ved Faurgården, Holbæk

Kl. 1010 bemærkede politipersonale i en civil patruljebil, at en øldåse blev smidt ud af en lastbil under kørslen. Patruljen standsede lastbilen, der blev ført af en 63-årig mand fra Kalundborg. En alkometertest gav udslag til over det tilladte, hvorfor den 63-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Ulykke på skole – Helligkorsvej, Roskilde

Kl. 1300 fik politiet via alarm 112 melding om, at en skoleelev var kommet til skade i en idrætstime. En ambulance og en lægehelikopter var sendt til stedet. Det viste sig, at en 9-årig dreng fra Roskilde i en idrætstime i sin 4. klasse på Absalonsskolen havde fået sit ene ben viklet ind i nettet på et håndboldmål. Han forsøgte at vriste sig fri, og i den forbindelse væltede håndboldmålet ned over drengen og ramte ham i hovedet. Han blev efterfølgende i en lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til ulykkesstedet for at undersøge omstændighederne ved ulykken nærmere i samarbejde med politiet. Skolen og politiet har efterfølgende orienteret forældrene til børn i den tilskadekomne drengs klasse om den ulykkelige hændelse. Rigshospitalet har onsdag aften oplyst, at drengen stadig er indlagt til behandling, og at hans tilstand er stabil.

Forsøgte at snyde politiet for bøde – Lillevangsvej, Greve

Kl. 1350 bemærkede en patrulje en personbil, der i krydset Lllevangsvej-Håndværkerbyen kørte frem mod rødt lys. Da politiet ville standse bilisten, satte føreren af personbilen hastigheden kortvarigt op, men standsede dog kort efter. Politiet fik kontakt til føreren, der indledningsvist forsøgte at oplyse personlige oplysninger på en anden person for at slippe for en bøde. Politiet gennemskuede manden, der til sidst måtte erkende at være en 23-årig mand fra Ishøj. Det viste sig, at han ikke havde noget kørekort, så ud over sigtelsen for at køre frem mod rødt lys sigtede politiet ham også for kørsel uden førerret samt for straffelovens bestemmelser om at oplyse falsk identitet, så en uskyldig risikerede at få en bøde for en forseelse, som vedkommende ikke havde gjort sig skyldig i. Den 23-årig kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

Mistænkeligt forhold – Ringstedvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 1921 kontaktede en opmærksom lokal kvinde politiet, fordi hun undrede sig over, at to udenlandske mænd gik rundt i området og udgav for at komme fra hjemmeplejen. De medbragte en mappe, hvorpå der stod Ældresagen, og var iført lange, sorte frakker. Politiet ledte efter mændene i området, men fandt dem ikke. Formålet med deres færden i området er derfor uopklaret.

Mistænkeligt forhold – Bytorvet, Tølløse – Holbæk

Kl. 2236 kontaktede en opmærksom kvinde politiet, fordi hun efter et besøg på Bytorvet netop havde bemærket en mand ringe på hos en ældre mand og tigge om penge. Tiggeren blev beskrevet som: mand, dansk af udseende, ca. 170 cm høj, almindelig af bygning, sort hår, iført koboltblå jakke, talte dansk. Trods søgning efter en mand med den anførte beskrivelse fandt politiet ingen, der lignede ham. Politiet ved ikke, om tiggeren fik noget ud af sin henvendelse til den ældre mand.

Mistænkeligt forhold – Moseagervej, Solrød Strand

Kl. 0247 kontaktede en opmærksom, lokal mand politiet, fordi han undrede sig over adfærden hos en mand iført elefanthue og pandelygte kørende i en dansk bil i området. Politiet kørte til stedet og traf en 54-årig mand fra København, som udførte sit arbejde om avisbud. Politiet fandt ikke noget grundlag for at mistænke ham for noget kriminelt.

OPFØLGNING

Løsladelse – Biltyveri / tyveri fra biler – Stengårdsvej, Tølløse – Holbæk

En 28-årig mand fra Roskilde og en 29-årig mand fra København, der begge blev anholdt onsdag d. 250215 i Roskilde i en varebil, der var blevet stjålet fra en byggeplads på Stengårdsvej, Tølløse, og hvor der yderligere var blevet begået tyveri af diverse værktøj fra et par andre varebiler, blev efter sigtelse og afhøring til kørslen i den stjålne varebil løsladt i løbet af onsdag eftermiddag. Politiet og anklagemyndigheden fandt ikke grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Trods ransagninger relevante steder fandt politiet ikke det stjålne værktøj, men leder fortsat efter det.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *