Tryghedsdag i Skanderborg: Mød Sydøstjyllands Politi

På lørdag slår Sydøstjyllands Politi i samarbejde med Skanderborg Kommune for første gang dørene op for “Tryghedsdagen” for alle kommunens borgere.

Tanken bag det nye initiativ er at vise, hvad tryghed er – og at skabe opmærksomhed om, at tryghed kan handle om alt fra nabohjælp til sundhedstjek og tips til at undgå identitetstyveri på nettet.

Når tryghed handler om at undgå indbrud i hjemmet
På Tryghedsdagen sætter Sydøstjyllands Politi blandt andet fokus på trygheden i eget hjem, og Det Kriminalpræventive Sekretariat deler ud af deres bedste råd til at undgå indbrud i boligen. Selvom antallet af indbrud er kraftigt på vej ned, og en massiv indsats mod indbrud har båret frugt de seneste år, er det en ringe trøst at være blandt de færre, men særligt udvalgte borgere, der bliver ramt at indbrud.

På Tryghedsdagen fortæller Det Kriminalpræventive Sekretariat om bekæmpelsen af indbrud i privat beboelse, blandt andet med filmen “Giv dit hus 3 minutter”. Filmen handler om de forebyggende tiltag på indbrudsområdet. Redskabet til at nedbringe antallet indbrud er en pakkeløsning, som for det første består af en individuel undersøgelse af den enkelte bolig, foretaget af en låsesmed. For det andet handler det om en koordineret tilmelding til “Nabohjælp”, og for det tredje anbefales det at gennemføre “tryghedsvandringer” hvor borgerne introduceres til at gå en tur gennem deres eget kvarter og herunder udpege områder, der måtte føles utrygge.

Tryg færdsel i trafikken og på nettet
Tryghed handler også om sikker færdsel på nettet og i trafikken, og på Tryghedsdagen vil der være en række stande, hvor blandt andet Rigspolitiet og SSP fortæller mere om disse emner. Hos Rådet for Sikker Trafik, som også deltager på Tryghedsdagen, kan man møde Nikolaj Borup Rasmussen, der som 18-årig kørte spritkørsel og nu sidder i kørestol efter en voldsom trafikulykke, hvor han brækkede ryggen. Han fortæller – ud fra egne, barske erfaringer – om, at vores valg i trafikken kan få alvorlige konsekvenser.

Tidligere chefpolitiinspektør og repræsentant for Trygfonden Per Larsen holder oplæg om forebyggelse af kriminalitet – og for de besøgende, som har lyst til at lege politimand for en stund, bliver der mulighed for at prøve kræfter på en cyklistbane med politiets mountain-bikes og for at tage et selfie siddende på en politimotorcykel.

Tid: Lørdag den 28. februar 2015
Sted: Niels Ebbesens Skolen, Højvangens Torv 4, Skanderborg
Entre: Gratis

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *