Stor opbakning til Bornholms Politi

Der var i sidste uge røster fremme om, at politiet manglede senge at sove i under Folkemødet. Dette betød, at stationen blev stormløbet af mails og telefonopkald fra bornholmere, som ville give politiet på Bornholm en hjælpende hånd med overnatningsmuligheder.

Det er dejligt at mærke den store opbakning fra bornholmerne. Det luner i en meget travl tid, hvor der arbejdes på højtryk for at få alt på plads før Folkemødet, siger politidirektør Peter Møller Nielsen.

Af de mere end 80 henvendelser til Bornholms Politi kan nævnes følgende:

En 76-årig dame ville leje et værelse ud til en moden politikvinde, så den 76-årige kunne føle sig tryg under Folkemødet.
En familie på fire tilbød at flytte fra deres hus og ud i haven, hvor de havde et shelter. Politiet kunne så bo i huset i stedet for familien.
En pension tilbød aftensmad sammen med familien selv.
En dame på en vej i Rønne ville flytte ud af sin lejlighed, hvor der så kunne sove et par betjente i hendes dobbeltseng og måske et par yngre betjente på luftmadrasser i et tilstødende værelse – dog betingede hun sig, at hun måtte komme forbi og vande blomsterne på altanen!

For god ordens skyld skal nævnes, at der er helt styr på overnatningerne. Alle politifolk, der tilgår øen under folkemødet, får naturligvis et sted at sove.

Alt i alt et stort arrangement der begynder at tage form.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *