Stor færdselskontrol: Næsten 2.000 biler kontrolleret

Onsdag eftermiddag og aften blev der afviklet en stor færdselsaktion med kontrolsteder rundt om på Vestegnen. Der blev i alt kontrolleret 1.988 køretøjer, hvilket udløste 269 sager.

Kl. 16 gik et større antal færdselsbetjente i gang med en koordineret færdselsaktion med kontroller i Bagsværd, Rødovre, Hedehusene, Ishøj og Avedøre. Senere på aftenen fortsatte de kontrollerne i Søborg, Brøndby, Hedehusene, Ballerup og Avedøre.

– Jeg synes, det er nedslående, at vi finder så mange ulovligheder på en ganske almindelig onsdag. Nogle af dem er endda ret alvorlige, siger politikommissær Erik Radmer Jensen, leder af aktionen.

I løbet af aktionen kontrollerede betjentene 1.988 biler, lastvogne og hyrevogne – og det medførte i alt 269 forskellige sager for myndighederne.

Blandt andet blev seks anholdt for spirituskørsel og seks for narkokørsel. To fik beslaglagt bilen, 18 brugte ikke sikkerhedssele, og 28 havde ikke kørekortet med.

Der venter store bøder til en bilist, som var frakendt førerretten, og til 10 andre, som slet ikke havde førerret.

Hyrevognschauffører inkasserede bøder for 15 overtrædelser og to taxaer fik kørselsforbud. Lastvognsspecialister fandt desuden en række ulovligheder ved 34 lastbiler, som blev undersøgt.

Aktionen blev koordineret af Københavns Vestegns Politi færdselssektion med deltagelse af enheder fra politikredsen og bidrag fra Københavns Politi, Nordsjællands Politi og Midt- og Vestsjællands Politis Tungvognscenter Øst (TCØ) samt Bilinspektører.

Desuden deltog repræsentanter fra andre myndigheder som Skat, Fødevarestyrelsen og Taxanævnet samt støtte fra Beredskabsstyrelsen.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *