Samarbejdet mellem dansk og tysk politi giver resultater i forhold til de omrejsende kriminelle

Når udenlandske politimyndigheder finder udlændinge med tyvekoster fra Danmark, er det Udlændinge Kontrolafdelingen (UKA) i Padborg der på alle politikredses vegne har til opgave at få tyvene udleveret samt efterforske sagerne i Danmark med henblik på strafforfølgelse.

Antallet af hjemtagelsessager er stigende.

I 2012 var der 27 afsluttede sager og 38 udleverede personer.

I 2013 var der 48 afsluttede sager og 78 udleverede personer.

Det er især det tyske politi, som ved kontroller af biler og lastbiler finder tyvekoster fra Danmark. Det kan være mange forskellige ting, men typisk er det el-værktøj, cykler og entreprenørmaskiner.

UKA anholder også selv ved kontroller omrejsende kriminelle på vej ud af Danmark.

I 2012 var det 76 personer.

I 2013 var det 65 personer.

UKA har også et stort antal narkosager til efterforskning.

I 2012 var der 52 sager med 53 personer.

I 2013 var der 49 sager med 58 personer.

Når det gælder menneskesmuglere, er der en stigning i antallet af sigtede fra 2012 til 2013. Antallet af menneskesmuglere hænger i høj grad sammen med aktuelle konflikter rundt om i verden. Borgerkrigen i Syrien har betydet, at et øget antal syrere i en periode kommer til Danmark med hjælp fra menneskesmuglere.

I 2012 blev 27 menneskesmuglere sigtet.

I 2013 blev 43 menneskesmuglere sigtet.

Ændret fokus hos politiet giver resultater

At bekæmpe omrejsende kriminelle er et fokusområde for hele dansk politi, hvor der er sat ind landsdækkende med en lang række tiltag. UKA i Padborg hjemtager på vegne af hele dansk politi sager fra udlandet og udfører kontroller i det grænsenære område.

Politiinspektør Kaj Nielsen fremhæver det nære samarbejde mellem Syd- og Sønderjyllands Politi og tysk politi som afgørende for, at mange af sagerne kan opklares.

I 2011 forstærkede UKA indsatsen i forhold til efterforskning af omrejsende kriminelle. Der foregår et systematisk arbejde med at skaffe efterretninger om kriminalitetsbilledet både i Danmark og blandt de kriminelle i udlandet, som har Danmark som operationsområde. Og den øgede professionalisering og samarbejdet på begge sider af grænsen giver resultater.

– Et nært samarbejde bliver begge parter stærkere af, og det gavner i sidste ende opklaringen af kriminaliteten og dermed borgerne, siger Kaj Nielsen.

UKA samarbejder også med mange andre landes politimyndigheder. Myndighederne kan for eksempel give det, man kalder early warnings – altså informere om, at kriminelle kan være på vej til Danmark.

Overordnet set er den borgervendte kriminalitet faldende – både på landsplan og hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Det gælder også på de områder, hvor omrejsende kriminelle typisk opererer som antallet af indbrud i beboelse, tyverier fra varebiler samt indbrud i virksomheder.

– Der er ingen tvivl om, at udenlandske kriminelle bliver stadig dygtigere og samler sig i grupper, der arbejder professionelt over meget store områder. Derfor er det vores opgave at systematisere vores arbejde og samarbejde hen over grænsen, så vi kan blive ved med at bekæmpe denne type kriminalitet effektivt, siger Kaj Nielsen.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *