Retten i Odense: To domme om databedrageri i MobilePay-sager

Retten i Odense har for nylig afsagt dom i to straffesager om databedrageri udøvet ved hjælp af den populære betalingsapplikation MobilePay.

I den ene sag havde anklagemyndigheden rejst tiltale mod 3 personer for sammen i to tilfælde med kort tids mellemrum via mobiltelefon ved hjælp af app’en at have overført i alt 3.000 kr. fra en fremmed persons konto til en af de tiltaltes bankkonto. Kort efter hævede de beløbet i en pengeautomat. Overførslen kunne kun lade sig gøre, fordi de var i besiddelse af den fremmede persons kontokortoplysninger.

Retten i Odense dømte to af mændene for databedrageri. Manden, der havde stillet sin konto til rådighed for overførslen blev frifundet, fordi retten godtog hans forklaring om, at han ikke vidste, at pengene kom fra en fremmed persons konto.

De ene af de dømte blev endvidere kendt skyldig i yderligere to lignende forhold. Straffen blev fastsat til henholdsvis fængsel i 40 og 20 dage.

I den anden sag havde to personer på tilsvarende måde ad tre gange overført i alt 4.500 kr. til den enes konto. De forsøgte derefter at få beløbet udbetalt i banken, men bankpersonalet fattede mistanke og kontaktede politiet. Den tiltalte, som stillede sin konto til rådighed for overførslen forklarede bl.a., at han var blevet tilbudt 500 kr. for at medvirke, men at han ikke var klar over,at beløbene blev overført ved hjælp af stjålne kortoplysninger.

Den ene tiltalte, som var den mest aktive i sagen, fik 30 dages fængsel, mens den anden slap med 20 dage.

“Sagerne viser, at retten foretager en konkret bevisbedømmelse af forklaringerne, og at man som udgangspunkt må regne med at blive dømt, når man af andre bliver bedt om at medvirke til mærkelige pengetransaktioner”, siger anklagerfuldmægtig Karina Juhlin, som har ført sagerne i retten. “Det er jo ikke normalt, at man bliver bedt om at stille sin konto til rådighed for andre på denne måde eller bliver bedt om at hæve penge for andre, og den frifundne slap kun, fordi retten troede på, at han blot havde været naiv, da han stolede på vennens oplysninger om, at dennes kontokort var spærret”.

Advokaturchef Lars Ole Pedersen fra Fyns Politi er godt tilfreds med, at fire ud af de fem tiltalte er blevet dømt. “Vi er i fuld gang med at lægge en linje for tiltalerejsning i denne sagstype, som vi har set flere af i takt med udbredelsen af app’en. Afgørelserne viser efter min opfattelse, at vi har ramt meget præcist”, siger han.

“Læren af disse sager må være, at man skal være yderst skeptisk, hvis man på denne måde bliver bedt om at modtage beløb på andres vegne. Det gælder, uanset om det er venner, bekendte eller fremmede. Hvis man vil undgå at blive rodet ind i en straffesag, skal man holde sig fra at stille sin konto til rådighed for andre. Ellers risikerer man en plettet straffeattest”, siger advokaturchef Lars Ole Pedersen.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *