Politiet hitter på Twitter

Den blå Twitter-fugl har for alvor slået sig ned i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds. På knapt halvandet år har politikredsen rundet 10.000 følgere. Det er langt mere end forventet – og tallet bare stiger og stiger.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har netop rundet 10.000 følgere på det sociale medie Twitter. Det er langt mere end politidirektør Lene Frank havde turde håbe på, da politikredsen gik i luften med Twitter for blot 16 måneder siden:

– Ret hurtigt efter opstarten fik vi mange flere følgere, end vi havde regnet med, da vi rent demografisk ikke befinder os i et typisk Twitterområde. Det gav os blod på tanden til at fortsætte og udnytte de muligheder vi kunne se, der er ved at arbejde med sociale medier, siger politidirektør Lene Frank og fortsætter:

– Vi har en filosofi om at møde borgerne i øjenhøjde de steder, hvor borgerne selv væl­ger at være til stede, og der er ingen tvivl om, at de sociale medier udgør er en stadig større del af kommunikationen her i landet. Samtidig kan vi med de sociale medier drage fordel af at komme i endnu tættere og hurtigere dialog med borgerne, når vi har brug for deres hjælp i forbindelse med fx eftersøgnin­ger, indbrud, røverier mv., eller når vi skal have hurtig informa­tion ud om større hændelser og kriser, siger Lene Frank, der regner med at politikredsen i fremtiden vil udvide paletten af sociale medier.

Der er ingen tegn på at antallet af følgere er ved at stagnere. Tværtimod er der en næsten konstant stigning hver dag. I forbindelse med stormene sidste efterår oplevede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oven i købet en gevaldig stigning:

– Vi valgte at servicere borgerne i kredsen med konstante opdateringer på Twitter om fx væltede træer eller faldne tagplader. Det var den bedste måde, vi i situationen kunne servicere borgerne på, og gennem den store skare af nytilkomne følgere kunne vi se, at det blev værdsat, fortæller Lene Frank, der er glad for hver eneste følger.

I det daglige er det fx efterlysninger, advarsler, gode råd, større nyheder, færdselskontroller – men også kuriositeter med et glimt i øjet, der sendes ud. Alt i alt kan man være rimelig sikker på, at sker der noget vigtigt i politikredsen, så får man det altid at vide på Twitter.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis brugernavn er SSJ_LFPoliti og twitter-profilen hedder ”Sydsjællands Politi”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *