Hold øje med dansetyven

Nordjyllands Politi går nu ud og advarer unge kvinder, der er gæster i det nordjyske natteliv mod de såkaldte ’dansetyve’, der stjæler især kvindernes mobiler.

Den aktuelle baggrund for politiets advarsel er den seneste weekends mange tyverier af mobiltelefoner i Aalborgs festgade, Jomfru Ane Gade, hvor mindst 26 smartphones blev stjålet, dog blev de 20 i dette tilfælde fundet, men sådan går det desværre langt fra altid. Næsten alle er stjålet fra kvinder.

Og kvindernes mobiler er mere attraktive mål for tyvene end mændenes mobiler. Årsagen er: Håndtaskerne.

”Kvinder tager nemlig ofte deres håndtasker med i byen, og det gør dem altså til eftertragtede mål for gerningsmanden, fordi en taske simpelthen er lettere at gå til end en dyb bukselomme,” siger lederen af det Kriminalpræventive Sekretariat ved Nordjyllands Politi, politikommissær Ted Andersen, der skønner, at kvinder i Jomfru Ane Gade er den forurettede part i op mod tre fjerdedele af mobil-tyverierne.

Tyvene er hurtige
Gerningsmændene har ofte samme fremgangsmåde. Fx inviterer de pigerne ud at danse, hvorefter en medgerningsmand tager mobiltelefonen ud af kvindernes håndtasker, eller også sætter gerningsmanden sig ved samme bord som kvinden, og benytter et udmærket øjeblik til at liste mobilen ud af kvindens taske.

”Og de er hurtige på fingrene. De behøver ikke mange sekunders uopmærksomhed til at få en mobil med sig,” advarer politikommissær Ted Andersen.

Risiko for identitetstyveri
Og ud over det umiddelbare værditab og genen ved at få stjålet sin mobiltelefon, er der også andre risici forbundet med at få stjålet sin mobiltelefon. Fx kan der ligger fortrolige oplysninger i form af billeder eller pinkoder, som gerningsmanden kan få adgang til.

”En gerningsmand vil i værste fald kunne benytte disse oplysninger til såkaldt identitetstyveri, så vi kan kun opfordre til, at især kvinderne i nattelivet passer ekstra godt på deres mobiltelefoner,” siger Ted Andersen, der i samme åndedrag fremhæver, at man bør skjule sin pinkode, når man betaler med kreditkort.

Politikommissæren anbefaler, at kvinderne tager håndtasken med, når de går ud og danser eller får venner eller veninder til at holde tasken – og i øvrigt holder godt øje med ejendele, især hvis fremmede personer sætter sig ved deres bord.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *