Fortsat fald i kriminaliteten i første halvår

Danskerne udsættes for færre indbrud og færre lommetyverier. Det viser tallene for antallet af anmeldte overtrædelser af straffeloven i årets første seks måneder.

Dermed fortsætter antallet af anmeldte lovovertrædelser med at falde.

I første halvår modtog politiet 163.418 anmeldelser om overtrædelse af straffeloven. Det er et fald på 10.543 i forhold til samme periode året før.

– Vi har det laveste kriminalitetsniveau i mange år. Overalt i politiet har vores medarbejdere arbejdet benhårdt for at levere nogle gode resultater, så vi har anholdt og sigtet flere, især når det gælder indbrudstyvene, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Det er blandt andet når det gælder indbrud og tyveri fra borgerne – områder som politiet har et særlig fokus på – at der anmeldes færre forbrydelser. Ikke siden 2007 er der anmeldt så få indbrud i private hjem.

Samtidig er der efter flere års stigning også sket et fald i antal anmeldte sager om økonomisk kriminalitet.

Højere sigtelsesprocent

Antallet af sigtelser på hele straffelovsområdet er steget til 52.066 fra 50.814, hvis man sammenligner første halvår 2014 med første halvår 2013. Dermed er den samlede sigtelsesprocent steget fra 29,2 til 31,9.

Men opgørelsen viser også, at der er sket en mindre stigning i antallet af anmeldte voldssager fra 6270 til 6562.

– Det er klart, at vi følger den udvikling meget nøje. Men man skal huske, at voldskriminaliteten de seneste år har været nede på et historisk lavt niveau, så der er stadig tale om et meget lavt antal voldssager. Undersøgelser viser da også, at danskernes frygt for at blive udsat for vold er meget lav, siger rigspolitichefen.

Responstid forbedret

Rigspolitiet har samtidig gennemført en måling af, hvor hurtigt politiet i hele 2013 kom frem til hastende 112-opkald. Opgørelsen viser, at den gennemsnitlige responstid er faldet fra 8 minutter og 35 sekunder i 2012 til 8 minutter og 24 sekunder i 2013.

– Vi er naturligvis tilfredse med, at den positive udvikling fortsætter. Realistisk set så kan responstiden næppe komme meget længere ned, men vi vil naturligvis arbejde for at fastholde niveauet, siger Jens Henrik Højbjerg.

Til sammenligning var den gennemsnitlige responstid i 2007 10 minutter og 29 sekunder.

I en række af de kommuner, der har de længste responstider, er gennemsnitstiden forbedret med flere minutter fra 2012 til 2013. Da der er forholdsvist få udrykninger til netop de områder, slår det dog kun i beskedent omfang igennem på landsresultatet.

Tallene viser, at 72 procent af befolkningen i 2013 boede i områder, hvor den gennemsnitlige responstid var under 10 minutter.

Oversigten over anmeldelser og sigtelser og responstider findes herunder.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *