Fanzone i Nørregade op til superligakamp søndag

Op mod 1.000 FCK tilhængere ventes at komme til Odense på søndag, når OB møder FCK i forårets første hjemmebanekamp. For at give de tilrejsende fans en god optakt til kampen, vil Nørregade søndag eftermiddag være omdannet til fanzone.

Fyns Politi forventer, at de mange FCK fans ankommer til Odense først på eftermiddagen for at varme op til kampstarten klokken 17:00. I lighed med tidligere vil Nørregade derfor blive omdannet til en fanzone, hvor festlighederne kan foregå i trygge rammer.

-Vi regner med, at de fleste FCK-tilhængere denne gang ankommer med tog. De vil fra Odense Banegårdscenter blive fulgt videre til Nørregade, hvor vi har rigtig gode erfaringer med at have udebaneholdenes fans samlet op til superligakampene, siger politiinspektør Bjarne Sørensen fra Fyns Politi.

Som ved tidligere lejligheder vil Fyns Politi også på søndag være synligt til stede i gadebilledet både før, under og efter kampen. Politiet forventer omkring 8 -10.000 tilskuere til kampen på Trefor Park.

-Vores let genkendelige dialogbetjente i de gule veste vil være meget synlige på søndag. Vi har ikke nogen underretninger om uro eller lignende i forbindelse med kampen på søndag, så vi håber på, at de mange fodboldfans får en rigtig festlig og god dag og aften i Odense, siger Bjarne Sørensen.

Nørregade vil være spærret for bilkørsel mellem Østre Stationsvej og Asylgade i tidsrummet mellem klokken 13:30 og 16:00. Undtaget er dog bybusserne fra Fynbus, der kører som normalt.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *