Døgnrapport: Mandag til onsdag i uge 24 (2012)

mandag den 11. juni 2012 kl. 07.00 til onsdag den 13. juni 2012 kl. 07.00.

Forsøg på tricktyveri i Høje-Taastrup
Mandag den 11. juni kl. 1146 blev et muligt tricktyveri anmeldt på Lyngevej i Fløng. En ukendt mand, med en mappe under armen, ringede på dørene hos ældre mennesker og oplyste, at han skulle lave et “støvsugereftersyn”. Manden beskrives som:
Dansk, ca. 60 år, nydelig, gråt hår, gråt overskæg. Iført lysternet skjorte og mørke bukser.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til vicepolitikommissær Claus Hjermitslev på telefon 72 58 77 91 i Lokalpolitiet i Albertslund eller via 43 86 14 48.

Vær skeptisk
Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:

Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.

Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.

Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.

Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.

Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114. Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

Brugstyveri i Rødovre
Mandag den 11. juni kl. 1626 blev et brugstyveri anmeldt hos en autoforhandler på Slotsherrensvej. Politiet ankom til stedet. Ukendte gerningsmænd stjal en sort Mercedes Benz stationcar – C-type – med rette nøgle. Bilen blev set af en medarbejder kort efter. Den var nu forsynet med nummerpladen HW27235. Medarbejderen mistede bilen af syne i krydset ved Slotsherrensvej/Sallingvej. Gerningsmanden beskrives som:
Mand, anden etnisk baggrund end dansk, 20-25 år, ca. 175 cm høj, almindelig af bygning, meget kort “army”-klippet hår. Han bar Ray Ban-lignende solbriller og talte flydende dansk.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til vicepolitikommissær Jens Per Yndgaard på telefon 72 58 76 99, Lokalpolitiet i Hvidovre, eller på telefon 43 86 14 48.

Bil beslaglagt i Albertslund
Mandag den 11. juni kl. 2150 blev en bil, ført af en 21-årig mand fra Albertslund, rutinemæssigt standset i Liljens Kvarter. Det viste sig, at den 21-årige kørte bil, selvom han ikke havde gyldigt kørekort. Bilen blev beslaglagt, og den 21-årige blev sigtet for at køre uden kørekort.

Anholdt for spritkørsel i Ishøj
Tirsdag den 12. juni kl. 0218 blev en bil, ført af en 25-årig mand fra Litauen, rutinemæssigt standset på Ishøj Bygade. Manden var synligt påvirket af alkohol og ville ikke alkometertestes. Han blev anholdt og kørt til Albertslund politigård for at få taget en blodprøve. Efter afhøringen blev han løsladt. Manden nægtede.

Indbrud i Gladsaxe
Tirsdag den 12. juni kl. 0244 blev et indbrud anmeldt i et skur på Frodesvej i Bagsværd. Politiet kørte til stedet. Tre ukendte gerningsmænd, i mørkt tøj, brød et skur op og stjal blandt andet øl, sodavand og værktøj. Ejeren af skuret opdagede gerningsmændene, hvorefter de smed kosterne fra sig og stak af. Ejeren løb efter dem, men mistede dem af syne for enden af Frodesvej. Politiet søgte efter gerningsmændene i området – dog uden resultat.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, Borgervendt Gladsaxe, eller på telefon 43 86 14 48.

Færdselsuheld i Gladsaxe
Tirsdag den 12. juni kl. 0839 blev et færdselsuheld anmeldt i krydset ved Søborg Hovedgade og Kildebakkegårds Allé i Søborg. Politi og ambulance kom til stedet. En 24-årig kvinde fra Søborg kom cyklende på Søborg Hovedgade, da en 48-årig kvinde fra Brønshøj foretog venstresving i en personbil, hvorved hun påkørte den 24-årige cyklist. Cyklisten fik angiveligt en flænge i baghovedet og blev kørt til behandling på Herlev Skadestue.

Butikstyveri i Hvidovre
Tirsdag den 12. juni kl. 1001 anmeldte en dagligvarebutik på Strandmarksvej, at de tilbageholdt en butikstyv. Politiet ankom til stedet. En 75-årig mand fra Hvidovre var taget i at stjæle to poser kaffe til en samlet værdi af 78,28 kr. Da butiksvagten konfronterede manden med tyveriet, forklarede han, at han stjal kaffen fordi, han ikke gad at stå i kø ved kasserne. Manden blev sigtet for tyveri. Han erkendte.

Butikstyveri i Albertslund
Tirsdag den 12. juni kl. 1131 anmeldte en dagligvarebutik på Nordmarks Allé, at butiksdetektiven tilbageholdt en butikstyv. En politipatrulje kørte til stedet. En 44-årig kvinde fra Kolding var taget på fersk gerning i at stjæle et bælte, en T-shirt, en kjole, et kort og to Air Wick toiletrens til en samlet værdi af 513,80 kr. Kvinden blev sigtet for tyveri. Hun erkendte.

Anholdt for indbrud i Gladsaxe
Tirsdag den 12. juni kl. 1146 blev et indbrud anmeldt i en villa på Marienborg Allé i Søborg. Gerningsmændene var kommet ind via et opbrudt kældervindue. Villaen var gennemrodet og der var blandt andet stjålet kontanter. Politiet kom til stedet og det lykkedes dem at anholde to gerningsmænd på henholdsvis 42 år og 46 år – begge fra København Ø. Mændene blev sigtet for tyveri og kørt til politigården i Albertslund. Efter endt afhøring blev de løsladt. Begge erkendte.

Butikstyveri i Albertslund
Tirsdag den 12. juni kl. 1558 anmeldte en butik på Nordmarks Allé, at personalet tilbageholdt to butikstyve. Politiet ankom til stedet. Et ægtepar, på henholdsvis 48 år og 49 år fra Albertslund, var taget i at stjæle to sæt Philips høretelefoner til en samlet værdi af 498 kr. Begge blev sigtet for tyveri og erkendte. Det viste sig, at kvinden var i besiddelse af en peberspray, hvorfor hun også blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. Hun erkendte ligeledes dette forhold.

Spirituskørsel i Ballerup
Onsdag den 13. juni kl. 0041 standsede politiet en personbil på Nytoften. Bilens fører, en 55-årig kvinde fra Ballerup, blev skønnet spirituspåvirket, idet hun lugtede af alkohol, talte snøvlende og gik besværet. En alkometertest viste en promille over det tilladte. Kvinden blev anholdt, sigtet for spirituskørsel og kørt på politistationen i Albertslund, hvor hun fik taget en blodprøve. Efter endt afhøring blev hun løsladt. Kvinden erkendte.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *