Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag d. 1. juni

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

Narkobilist uden kørekort fik beslaglagt bilen
Tredje gang du bliver taget i at køre bil uden gyldigt kørekort, kan politiet beslaglægge din bil. Det erfarede en 20-årig bilist, da han i går kl. 17.27 blev anholdt på Haurumsvej i Tilst. En patrulje stoppede bilen med den 20-årige bag rattet og en flok venner ved siden af og på bagsædet. Da bilen standsede, hoppede manden over på passagersædet og gik ud af døren for at lade som om, at han blot havde været passager. Den faldt politiet dog ikke for, og manden erkendte da også, at det var ham, der havde kørt bilen. Den 20-årige blev anholdt og sigtet for at køre narkokørsel, da han var påvirket af euforiserende stoffer. Desuden havde han ikke kørekort, og da det var tredje gang, han blev stoppet uden at have et gyldigt kørekort, valgte politiet at beslaglægge hans bil.

**

Hidsig hashbilist råbte ukvemsord efter betjente
En 26-årig mand blev i går kl. 9.37 anholdt på Vestergade i Randers, efter at en patrulje havde stoppet ham og hans kæreste i deres bil. Betjentene i patruljen fattede mistanke til den 26-årige, og mistanken viste sig at blive bekræftet, da de stoppede bilen. Den 26-årige lugtede af hash og havde røde øjne. Derfor besluttede betjentene at teste ham med narkometeret. Mens de sammen ventede på resultatet, blev den 26-årig pludselig hidsig, gik frem mod politifolkene og råbte “idioter” og andre uskønne ord. Derfor blev han resolut lagt i håndjern og sigtet for fornærmelig tiltale mod politibetjentene. Imens viste narkometeret, at manden var påvirket, og han blev derfor også sigtet for at køre narkokørsel. Da den 26-årige yderligere havde glemt sit kørekort, blev han tilmed sigtet for at køre uden førerret.  

**

Teenager byttede om på prisskilte – sigtet for bedrageri
En 17-årig ung kvinde prøvede i går kl. 14.40 at snyde sig til en besparelse på i alt 39 kroner i Fakta på Engboulevarden i Randers, men i stedet endte hun med at blive sigtet for bedrageri og får en plet på straffeattesten. En butiksdetektiv bemærkede den 17-årige “luske” lidt mærkeligt rundt og besluttede sig for at holde ekstra øje med hende. Det var en god idé, for det viste sig, at den unge kvinde byttede prismærker rundt på varerne. Blandt andet satte hun et prismærke fra et bundt bladselleri til fire kr. over på en bakke champignons til 11 kr. Og fem bægere hytteost til 11 kr. stykket, kostede pludseligt kun fem kr. På den måde sparede hun i alt 39 kr. Men ved udgangen ventede butiksdetektiven, som tilbageholdt den 17-årige. Politiet blev tilkaldt, og kvinden blev sigtet for bedrageri.

**

Mand med samuraisværd stjal diskokugle og solbriller
Personalet i Tiger på Telefontorvet i Aarhus C blev i går kl. 16.56 udsat for et noget aparte butikstyveri. En 29-årig mand, der var tydeligt påvirket af stoffer, gik op til kassen og overrakte et samuraisværd pakket ind i sorte affaldssække til ekspedienten. Han bad hende om at lægge det til side og passe godt på det, da det var skarpt. Derefter gik manden ind i butikken, tog flere forskellige varer – bl.a. en diskokugle og nogle solbrilller – og gik ud af butikken uden at betale. Han blev dog hurtigt fanget af nogle vagter i nærheden, og da politiet kom frem, blev han sigtet for tyveri og brud på knivloven.

**

Færdsel
Der skete et færdselsuheld i går kl. 7.59 i krydset Søren Frichs Vej/Viby Ringvej i Åbyhøj. I tæt trafik på Viby Ringvej kørte en 53-årig mandlig bilist op i bagenden på en bil ført af en 59-årig kvinde. Kvindens bil blev derved skubbet op i bilen foran, hvor en 54-årig kvinde sad bag rattet.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 9.06 i krydset Vestre Ringgade/Silkeborgvej i Aarhus. Her overholdt en 18-årig mandlig bilist ikke sin vigepligt og kørte ind i en bil ført af en 40-årig kvinde. Kvinden blev kørt til skadestuen, men slap med blå mærker og småknubs. Den 18-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld i går kl.12.34 på Jelshøjvej i Højbjerg. En 29-årig mandlig cyklist blev ramt på armen af en bagfrakørende bil, mistede balancen og væltede. Ved faldet flækkede den 29-åriges cykelhjelm, og han klagede over smerter i nakken. Han blev derfor kørt til skadestuen, hvor han blev tilset.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 15.17 i krydset Viby Ringvej/Egsagervej i Viby. Der var kø på Viby Ringvej, og en 19-årig mandlig bilist var ikke opmærksom. Derfor kørte han op i bagenden på en bil ført af en 46-årig kvinde. Der skete kun mindre materielle skader ved uheldet.

Der skete et færdselsuheld i går kl.16.00 på Hobrovej i Randers C. Her blev en 32-årig mandlig cyklist ramt af en bil, da bilisten foretog et højresving. Den 32-årige kom lettere til skade, og bilisten kørte selv manden på skadestuen. Herefter tog bilisten af sted igen, og den 32-årige nåede ikke at finde ud af, hvad han hed.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 19.02 op Djurslandsmotorvejen ved Lystrup. En 25-årig mand mistede herredømmet over sin bil og køre ind i en mindre lastbil ført af en 54-årig mand. Ved sammenstødet væltede bilen rundt og landede på siden. Den 25-årige blev kørt på skadestuen, da han klagede over smerter i baghovedet.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 19.32 i krydset Østergade/Grenåvej i Auning. En 19-årig mandlig bilist svingede til venstre lige foran en bil ført af en 24-årig mand. Den 24-årige kunne ikke nå at bremse og ramte derfor ind i den 19-åriges bil. Der skete kun mindre materiel skade ved uheldet.Den 19-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Georgsminde i Randers Sø begået onsdag d. 31/5 mellem kl. 7.30 og 17.30
  • På Vestre Ringgade i Aarhus C begået onsdag d.31/5 mellem kl. 10 og 17.55
Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *