Dialog får ny dimension til fodboldkamp: Twitter skal på banen

Når fodboldkampen AaB-FCK søndag 30. marts spilles på Nordjyske Arena, vil Nordjyllands Politi være massivt til stede. Først og fremmest med dialogpolitiet – betjente i gule veste – der fører dialog med alle fans, fra begge hold.

“Dialogen er omdrejningspunktet for vores indsats under fodboldkampe. Vores mål er altid en fredelig og tryg afvikling, så alle får en god oplevelse med at gå til fodbold, og så er det naturligt, at dialogen er vores vigtigste redskab – selvom vi selvfølgelig skrider håndfast ind, hvis det bliver nødvendigt,” siger Marianne Vestergaard-Lau, politiinspektør ved Nordjyllands Politi og ansvarlig for den nordjyske ordensmagts indsats med at sikre en fredelig afvikling af fodboldkampe i Nordjyllands Politikreds.

Digital dialog: Twitter kommer på banen
Og derfor har politiinspektøren besluttet at skrue yderligere op for dialog-delen, nemlig ved at tilføje en digital dimension til politiets dialog med fansene. Hele sidste år brugte Nordjyllands Politi det sociale medie, Twitter, som et kommunikationsmiddel til fans og borgere under fodboldkampe i Aalborg mod blandt andet klubber som FC København og Brøndby.

Men mediet blev mest brugt som envejs-kommunikation – fra politi til fans – hvor der blev udsendt beskeder med status-meldinger før, under og efter kampen. Det koncept vil politiinspektøren nu bygge videre på.

Kom i dialog med dit politi
Hun opfordrer – som noget nyt – til, at fans og borgere via Twitter under fodboldkampen stiller spørgsmål direkte til Nordjyllands Politi, hvis der er noget, de er tvivl om eller ønsker at få et svar på. Hun forestiller sig, at fans, der kommer udenbys fra, måske har nogle spørgsmål til politiet, om hvad der forventes af dem, eller ad hvilke veje de kan gå til stadion – eller det kunne være, at der var nogle aalborgensere, der var interesseret i spørge deres politi lidt om, hvordan indsatsen forløber.

Men der kan kun stilles spørgsmål, der har relation til politiets indsats under fodboldkampen, understreger Marianne Vestergaard-Lau, som samtidig siger:

“Vi vil bestræbe os på at svare på alle spørgsmål, men vores første prioritet er naturligvis politi-indsatsen på gaden: Den skal køre sikkert og smidigt, så vi kan ikke garantere, at vi kan nå at svare på alt, hvis vi pludselig får travlt med andre opgaver.”

Åbne for maskinrummet
Politiinspektøren tilføjer, at Nordjyllands Politi gerne vil i dialog med fans fra både AaB og FCK, ligesom at andre interesserede også er velkommen til at følge med og stille spørgsmål. Dialogen med politiet via Twitter vil være mulig på søndag den 30. marts 2014 fra cirka et par timer før kampstart til et par timer efter slutfløjt, det vil sige cirka fra kl. 17 til kl. 22.00.

”Og kan vi med det her åbne lidt mere op for maskinrummet og vise visse dele af vores arbejde frem for offentligheden uden at afsløre taktiske enkeltheder, så ser jeg det kun som en ekstra bonus,” afrunder Marianne Vestergaard-Lau.

Sådan følger du politiet på Twitter
Nordjyllands Politi kan følges på Twitter her: https://twitter.com/NjylPoliti – hvis man skriver @NjylPoliti i et tweet, så bliver det synligt for Nordjyllands Politi på Twitter. Husk, at du kun har 140 tegn at ’brede’ dig på.

Over 10.000 følger allerede Nordjyllands Politi på Twitter.

I forbindelse med fodboldkampen vil politiet benytte sig af følgende hashtags: #aabfck #fck #aab samt naturligvis politiets eget: #politidk

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *