33-årig dømt efter pistolkøb på nettet

En 33-årig mand fra Aarhus er blevet idømt fængsel i et år og tre måneder efter at have forsøgt at købe otte pistoler over internettet.

Det er Særlig Efterforskning Vest, der har efterforsket sagen, som begyndte i efteråret 2018, da slovakisk politi sendte deres danske kolleger et tip. Den 33-årige havde tilbudt at købe en pistol af en slovakisk borger, og det blev altså opsnappet af politiet.

Den efterfølgende efterforskning viste, at den 33-årige aarhusianer havde kontakt til to andre personer i Slovakiet og Tjekkiet, som han ville købe pistoler af.

Købene lykkedes dog ikke, for i november blev manden anholdt og sigtet for forsøg på ulovlig våbenbesiddelse under skærpende omstændigheder. Det var blandt andet oplysninger fra den 33-åriges telefon og computer, der efterfølgende var med til at få ham dømt i Retten i Aarhus.

”Den tiltalte har været meget ihærdig i sin søgen efter farlige våben, som han forsøgte købe, selvom han ikke har nogen våbentilladelse. Det er jeg tilfreds med, at retten har takseret til en længere fængselsstraf, ” siger anklager i Særlig Efterforskning Vest, Jhin Lee.

Den 33-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *