Samme gerningsmand bag tre røverier i Odense

Fyns Politi er overbevist om, at den samme gerningsmand har stået bag tre røverier begået på Fyn. Røveren slog til mod Kiwi i Vissenbjerg den 4. september, mod Danske Bank i Tarup Centret i Odense den 9. september og mod Kiwi i Kirkendrup den 4. oktober. Det er blandt andet mandens karakteristiske høje statur, der sammen med hans handlemåde, har fået politiet til at drage den konklusion.

-Det er flere ting, som gør, at vi tror, der er tale om samme gerningsmand – blandt andet hans højde, som vidner beskriver som mellem 190 og 200 cm. Men også det faktum, at han under alle røverierne truede de ansatte med en køkkenkniv. Det tyder på samme gerningsmand, siger politikommissær Carsten Arentoft fra Fyns Politi.

Også en anden ting ved gerningsmanden er ifølge politiet meget karakteristisk: Manden er helt skaldet eller har formentlig kun yderst lidt hovedhår. Under røveriet mod Danske Bank bar gerningsmanden ikke noget på sin isse, og på billederne fra banken er det helt tydeligt, at han er mere eller mindre skaldet.

I forbindelse med røverierne har politiet sikret sig spor, som gør, at politiet med stor sandsynlighed kan sige, at gerningsmanden ikke i forvejen står i politiets registre.
-Jeg vil ikke i detaljer komme ind på, hvilke spor der er tale om, men jeg vil blot konstatere, at vi har en stærk formodning om, at gerningsmanden ikke tidligere har været i politiets søgelys, siger Carsten Arentoft.

Politiet er overbevist om, at røveren ikke kendte gerningsstederne godt i forvejen. Han opførte sig i hvert fald under to af røverierne som om, han ikke var særlig stedkendt. Den afdeling af Danske Bank, han valgte at gå begå røveri mod, er nemlig pengeløs. Så her var ikke muligt at få noget udbytte. Men også under røveriet mod Kiwi i Vissenbjerg opførte han sig som om, han ikke kendte butikken i forvejen. Han løb nemlig i første omgang i den forkerte retning ud af butikken efter røveriet.

Efter røverierne mod de to Kiwi butikker stak gerningsmanden af i en bil. Efter røveriet mod Danske Bank har flere vidner set gerningsmanden flygte fra Tarup Centret på en knallert, der var sort bagpå og grå foran – muligvis var der også noget rødt på den. Den larmede meget og havde sandsynligvis monteret en såkaldt tun udstødning, der syner større end en almindelig udstødning.

Under røveriet mod Kiwi i Kirkendrup fangede et overvågningskamera et billede af gerningsmandens blottede nakke. Den havde et meget karakteristisk rødt mærke – muligvis et sår, noget akne eller måske et modermærke.
-Mærket er meget tydeligt på billederne. Vi ved selvfølgelig ikke, om mærket stadig er der, men i starten af oktober var det i hvert fald både meget tydeligt og synligt, siger Carsten Arentoft.

I Station2 Efterlyst torsdag den 6. november fortæller politikommissær Carsten Arentoft mere om de tre røverier og viser videoklip med gerningsmanden. Det er klokken 20.50 på TV 2.

Oplysninger om røverierne til Fyns Politi på telefon 114 eller 6614 1448.

Politi Døgnrapporter:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *