Vi vil så gerne ha’ du kører lidt langsommere

Når bilisterne står op søndag morgen er det til en ny virkelighed på de fynske veje. Allerede fra søndag rykker Fyns Politis syv nye ATK-biler (Automatisk Trafik Kontrol) nemlig ud for at være med til at øge trygheden på vejene. Dermed vil der være ni ATK-biler på Fyn.

-Hastighed er en af de væsentligste grunde til trafikdrab og alvorligt tilskadekomst i trafikken. Derfor er målet med, at vi nu har flere og bedre ATK-biler, at få bilisterne til at lette trykket på speederen og køre bare lidt langsommere, siger vicepolitiinspektør Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

Let trykket på speederen
De ni ATK-biler vil holde der, hvor utrygheden er størst, og hvor der er behov for at få ændret på bilisternes adfærd for at øge trafiksikkerheden. Stederne vil blive udvalgt efter politiets analyser af trafikken.

– Vi holder aldrig bare tilfældige steder for at snuppe så mange som muligt og skovle penge ind til statskassen. Tværtimod. Vi holder der, hvor vi kan løfte færdselssikkerheden ved at påvirke bilisternes adfærd til at lette trykket på speederen, siger Jørgen Andersen.

Hver af de ni ATK-biler skal måle 1.000 timer i løbet af 2015 – altså i alt 9.000 måletimer. Men i modsætning til tidligere, er der ikke noget krav om, hvor mange bøder, der skal skrives ud.

-Den nye strategi er med til at understrege, at formålet med den automatiske trafik kontrol er at øge trygheden og trafiksikkerheden, så vi kan få antallet af tilskadekomne og dræbte i trafikken endnu længere ned, siger Jørgen Andersen.

Er du utryg – så kontakt os
Ud over at holde de steder, som politiets egne analyser peger på, så vil Fyns Politi også lytte til borgernes ønsker.

-Vi ved, at borgerne gerne vil have kontroller, der sætte farten ned for eksempel gennem mindre bysamfund, ved skoler eller andre strækninger, hvor der opleves utryghed. Derfor opfordrer vi borgerne til at kontakte os, så vi kan komme ud med en ATK-bil og forhåbentlig være med til at gøre det tryggere at færdes det pågældende sted, siger Jørgen Andersen.

Lån ikke bilen til hvem som helst
Samtidig med at de nye ATK-biler ruller ud i trafikken, så træder den ny lov om ejeransvar også i kraft. Den betyder, at bøden nu sendes direkte til bilens ejer.

-Som ejer skal du derfor tænke dig om og ikke bare låner din bil ud til hvem som helst, for du risikerer faktisk selv at komme til at hænge på bøden. Du har med andre ord et ansvar for, at andre kører ordentlig, når de låner din bil, siger Jørgen Andersen.

FAKTA:

Fyns politi har i denne uge (uge 5) uddannet i alt 45 operatører i at betjene det nye ATK udstyr.
Fyns politi vil fremover råde over ni ATK biler. Fem vil være stationeret i færdselsafdelingen i Odense, mens de øvrige vil have deres udgangspunkt fra lokalstationerne.
Fyns Politi har fået syv nye ATK-biler. De to nuværende vil i uge 6 få monteret det nye udstyr, så der i alt vil være ni biler.
Målekrav: 1.000 timer pr. bil – i alt 9.000 måletimer i 2015. Der er ingen krav om antallet af bøder.
Ejeransvar: Fra 1. februar 2015 træder nye regler om ejer-ansvar i kraft. Det betyder at ansvaret for en hastighedsforseelse på under 30 % optaget med ATK, ligger hos den registrerede ejer af køretøjet. Ejeren vil således få tilsendt bødeforelægget, uanset om det var ejeren selv eller en anden, der førte bilen.  
Ved hastighedsoverskridelser på over 30 % er det fortsat føreren af køretøjet, der får bøden og sanktionen i form at et klip, betinget eller ubetinget frakendelse af kørekortet. Ejeren af køretøjet er forpligtet til at oplyse, hvem føreren var.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *