Sydøstjyllands Politi tilfredse med domme over organiserede indbrudstyve

I dag faldt der i retten i Kolding dom i en sag, hvor en mand på 25 år og en kvinde på 20 år er tiltalte for organiserede indbrud i private hjem og i virksomheder, samt for hæleri.

Sagens afgørelse er et skridt på vejen i en målrettet indsats og efterforskning, som er rettet mod opklaring af indbrud, men også mod aftagere af tyvekoster. De to dømte, der er fra Vejle området, blev den 21. maj 2014 anholdte sammen med yderligere 5 mænd fra Vejle – Horsensområdet og sigtet for adskillige forhold af indbrudskriminalitet og hæleri. De to dømte blev varetægtsfængslet dagen efter og de øvrige blev løsladt.

Der er i sagen rejst tiltale i 44 forhold om indbrud, tyveri, butikstyveri og hæleri samt i et mindre omfang af salg af narkotika. Forholdene er begået i perioden fra januar 2014 til anholdelsen den 21. maj i bl.a. Vejle, Horsens, Børkop, Tørring, Egtved, Hedensted og Fredericia. De dømte blev kendt skyldige i alle forhold og idømt straffe på henholdsvis 2 år til manden og 1 år og 6 måneder til kvinden. De to dømte ankede ikke dommen, og blev fortsat varetægtsfængslede indtil afsoning.

Den samlede værdi af tyvekosterne vurderes til at ligge over 700.000 kr. Hertil kommer nogle forhold, hvor værdien af det stjålne endnu ikke er fastlagt. I forbindelse med sagens opklaring blev der fundet en række tyvekoster, bl.a. i form af designermøbler og lamper. En række af disse fundne genstande er nu leverede tilbage til de rette ejere.

I kølvandet på dagens domme, vil der fortsat blive efterforsket mod aftagere af tyvekoster og Sydøstjyllands Politi forventer at rejse yderligere tiltaler i tilknytning til sagen hen over sensommeren og efteråret.

Politiets anklager er Jannie Lillienskjold Andersen.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *