Projekt skal skabe interesse for uddannelse hos unge med benzin i blodet

Et nyt tværfagligt projekt skal være med til at skabe en god overgang fra folkeskolen til en erhvervsuddannelse og samtidig styrke forholdet mellem politiet og unge i Aalborg Øst.

SSP-samarbejdet har valgt at støtte op omkring et nyt projekt i Aalborg Øst.

Projektet tilbyder 7., 8. og 9. årgang på Tornhøjskolen og Mellervangskolen motorlærerunder-visning for de unge, som har lyst til at lære mere om mekanik og motorer. Formålet med projektet er at få skabt en god overgang fra folkeskolen til en erhvervsuddannelse, særligt for de kriminalitetstruede unge. Disse unge fylder ofte meget i Aalborg Øst, hvor de kører rundt på deres scootere.

Motorlærerundervisningen kan være med til at fastholde deres interesse for motorer og kanalisere den over mod en egentlig erhvervsuddannelse.

SSP-konsulent Nuuradiin Salah Hussein er utrolig tilfreds med det nye initiativ:

”Dette tiltag er ét af en lang række af forebyggende tiltag i Aalborg Øst. Det er utrolig positivt, at vi i samarbejde med politiet og skolerne kan være med til at styrke relationen mellem de unge og de voksne og samtidig sørge for at få dem til at være fornuftige scooterkørere. Vi er opmærksomme på de problemer, der er i Aalborg Øst omkring unge scooterkørere, som blandt andet generer beboerne derude. Derfor forsøger vi nu at lave en særlig indsats i forhold til de unge trafikanter, så de lærer, hvordan de skal gebærde sig i trafikken”, forklarer han.

SSP-konsulent Bjarne Hansen ser også store perspektiver i projektet:

”Det er godt, at Tornhøjskolen og Mellervangskolen samarbejder med Tech College Aalborg om faget motorlære, så en del af undervisningen foregår på Tech College. Jeg håber, at det kan give nogle af de unge lyst til at prøve kræfter med en teknisk ungdomsuddannelse efter folkeskolen”, siger han.

Skolerne stiller hver især et værksted til rådighed, og der er indkøbt forskellige rele-vante motorer og nødvendige værktøjer, så de unge får mest muligt ud af undervisningen. Kurset tager udgangspunkt i undervisningsministeriets læseplan for faget motorlære i folkeskolen. På den måde sikres det, at de unge, som deltager modtager en kvalificeret undervisning omkring motorens opbygning og miljøhensyn.

Politiassistent Michael Handrup fra Nordjyllands Politi er en del af projektet, og har – qua sin stilling ved nærpolitiet i Aalborg Øst – et godt kendskab til de unge i bydelen.

”Jeg har i mange år arbejdet med præventivt politiarbejde, så jeg har set flere eksempler på, at unge bryder ud af kriminalitet, hvis de får en erhvervsuddannelse. Derfor tror jeg, at vi med motorlæreprojektet kan fastholde kriminalitetstruede unge i deres interesse for motor og mekanik – og på den måde får vi deres interesse kanaliseret i retning af en egentlig uddannelse,” siger den erfarne politiassistent, der dog i samme åndedrag understreger, at projektet ikke kun er for kriminalitetstruede unge – også unge med interesse for mekanik har søgt – og er velkomne – i projektet.

Fakta:

• SSP støtter projektet med opstartsmidler op til 20.000 kr.
• SSP bistår med kontakt til Auto College Aalborg
• Projekt 9220 støtter med nødvendige materialer og knowhow gennem De Blå Ressourcer
• Politiet afholder undervisningsudgifter
• UngAalborg stiller nødvendige værktøjer til rådighed samt undervisningstimer ved behov

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *