Opfølgende kommentar vedrørende hastighedsmåling på Helsingørmotorvejen

I går oplyste Nordsjællands Politi, at 1.635 bilister var blevet målt til at have kørt for stærkt på Helsingørmotorvejen på strækningen mellem Sandbjerg og Vedbæk, hvor der for tiden er vejarbejde. Det har medført en masse spørgsmål, og Færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi har derfor denne opfølgende kommentar:

”Helt overordnet kan vi oplyse, at målingerne gennemføres på baggrund af henvendelser fra entreprenøren, der udfører vejarbejde for Vejdirektoratet. Entreprenørens medarbejdere har været ude for, at afspærringsmateriel er blevet påkørt og slynget ind i arbejdsområdet, som ligger umiddelbart op til vognbanerne. Samtidig er der gennem arbejdsområdet et ændret vejforløb, som kræver særlig opmærksomhed.

Afmærkningen er foretaget i overensstemmelse med reglerne for afmærkning af vejarbejder og er efter politiets opfattelse meget synlig. Dels er hastighedsbegrænsningen angivet på to tavler over motorvejens vognbaner, og dels er der på digitale tavler varslet om et ændret vejforløb. Derudover er der opsat en tavle, der oplyser om fartkontrol. Hastighedsbegrænsningen kan læses mindst 100 meter før, man når til tavlerne, mens fotovognen stod placeret cirka 150 meter efter tavlerne, hvilket vil sige, at man som bilist har mindst 250 meter til at få hastigheden nedsat fra 80 km/t til 50 km/t.”

Hvis man mener at være blevet målt på stedet og ønsker at klage eller gøre indsigelse over politiets dispositioner i forbindelse med målingen, skal man afvente skrivelsen fra politiet, hvori der følger en klagevejledning. Hvis der efterfølgende fortsat er uenighed, kan sagen blive prøvet ved en domstol.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *