Ny stor dopingfangst

Efter længere tids efterforskning slog Københavns Politi – Afdelingen for organiseret kriminalitet – i går til mod flere personer i det kriminelle dopingmiljø. Med god assistance fra Østjyllands politi og Sydøstjyllands Politi blev 6 personer anholdt. Dopingpræparater, penge og værdigenstande i millionklassen blev beslaglagt.

Omkring kl. 13.00 ankom en fragtbil fra Slovakiet til et lager i nærheden Aarhus, hvor den blev mødt af en 27-årig dansk mand og der blev herefter læsset 13 større kasser fra lastbilen og ind på lageret.

De to personer kørte herefter fra stedet i hver deres køretøj. Lastbilen med en 23-årig mand fra Slovakiet blev bragt til standsning kort efter og anholdt. Ved gennemgang af hans last blev der ikke fundet yderligere ulovlige effekter.

Den 27-årige danske mand, som han havde overdraget kasserne til, blev efterfølgende anholdt på sin bopæl nær omtalte lager.

Ved gennemgang af de nævnte 13 kasser kunne det konstateres, at disse indeholdt ca. 11.000 ampuller og ca. 90.000 doping-tabletter.

Der blev herefter iværksat anholdelser i Københavnsområdet af en 29-årig dansk mand, der af politiet anses for bagmand i dopingsagen, samt af en 30-årig og en 45-årig danske mænd lidt nord for København.

Endelig blev der i Sydøstjylland foretaget anholdelse af en 33-årig dansk mand, der har stået for pakning og forsendelser af dopingmidler. På dette lager blev der også fundet et meget stort parti doping – mere end en million dopingenheder, samt en stor mængde tom emballage.

I forbindelse med ransagninger blev der yderligere beslaglagt omkring 2,4 millioner kroner, diverse dopingpræparater og dyre værdigenstande til en anslået værdi af ikke under 3,5 – 4 millioner kr. Genstande, der bestemt ikke står mål med personkredsens lovlige indtægter.

Fem af de anholdte vil blive fremstillet i Dommervagten i dag sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191a stk. 2 for at have medvirket til betydelig import og distribution af en stor mængde dopingmidler.

Vi er godt tilfredse i Københavns Politi i dag. Både med hjælpen under efterforskningen og den hurtige assistance fra de jyske kredse. Men også fordi, der lige nu sidder fem personer i Dommervagten og som vi vil begære varetægtsfængslet. Vi har længe arbejdet målrettet på at ramme bagmændene bag den kriminelle handel med dopingpræparater. Gårsdagens aktion er et skridt i den rigtige retning, og jeg håber, at straffene vil virke præventivt på folk der overvejer at tjene hurtige penge. Men også, at det sender et signal til de unge mennesker, der køber dopingpræparaterne. Det er en dårlig ide, for det kan skade både straffeattesten og fysikken, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *