Kan du genkende møntsamling og smykker?

Østjyllands Politi efterlyser ejerne til nogle smykker og en særlig møntsamling, som blev fundet i forbindelse med anholdelsen af to formodede indbrudstyve.

Det drejer sig om en en mønsamling med bl.a. møntserierne ”Danmark under besættelsen”, ”Danmarks regenter” og ”200 år H.C. Andersen”. Derudover lå der også nogle amerikanske Liberty half og 1 dollar.  Smykkerne, der blev fundet, er blandt andet en fingerring med inskriptionen ”Arno 18-8-1970” og et halskædevedhæng i form af et hjerte med inskriptionen ”Tina”.

En patrulje standsede de to mænd i en bil natten til den 26. februar i Højbjerg. I bilen lå flere tyvekoster, og da begge er kendte for indbrudskriminalitet, blev de fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, hvor de blev varetægtsfængslet. De er sigtet begge for et indbrud begået i Beder kort før, de blev standset– den ene er derudover sigtet for et indbrud begået i Hørning begået nogle få dage før.

Ud over kosterne i bilen fandt politiet også flere formodede koster hjemme hos en af de anholdte. Østjyllands Politi forsøger nu at finde frem til ejerne af kosterne. Både så de kan finde hjem til rette ejer, og så politiet kan bruge oplysningerne i den videre efterforskning af sagen.

 

Det er usikkert, hvor i landet kosterne er stjålet, men formentligt er de taget et sted i Østjylland eller Midtjylland.

Kan du genkende mønter eller smykker, så kontakt Østjyllands Politi via tlf. 114.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *