Hold øje med den lilla krone og den blå fugl

Som den kun fjerde anklagemyndighed i landet, bliver Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi aktive på det sociale medie Twitter.

For uindviede virker overskriften nok en anelse kryptisk. Men ved man, at den blå fugl er en reference til det sociale medie Twitter, og den lilla krone repræsenterer anklagemyndigheden, ja så begynder det at give lidt mere mening.

Anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er nemlig blevet aktive på det sociale medie Twitter, hvor det handler om lynhurtig, kort og præcis kommunikation til læserne. Det er drivkraften bag Twitter, som nu bliver en fast del af kommunikationspakken hos Anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

52-årig kvindelig stalker fundet skyldig ved retten i Nykøbing F. – trodsede sit tilhold og opsøgte mandlig bekendt 16 gange. #anklager
72-årig folkepensionist må i fremtiden sove ubevæbnet #anklager#politidkmynewsdesk.com/dk/sydsjaellan…
Vidste du, at vi har en afdeling, der arbejder med at videreudvikle god kvalitet og legalitet #politidk#anklager
Mand fra Næstved dømt 9 mdrs fængsel for besiddelse af over 18.000 børnepornografisk materiale samt udbredelse af 2.500 #politidk#anklager

Sådan lød et par af de første tweets, som Anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udsendte fra deres nye Twitter-profil. Anklagerfuldmægtig Iben Hee Grønbæk er en af de tweetende anklagere:

– Jeg kan via Twitter nu meget hurtigt og nemt sende information ud om udfaldet af de sager, jeg går i retten med. Det gør det let for både borgere og pressen at følge med i vores verden. Twitter er en oplagt måde for os at vise, hvad vi laver – og vel også en meget god service til omverdenen, siger anklageren.

Nuanceret billede af anklagemyndighedens rolle

Tweets fra Anklagemyndigheden vil både være målrettet de borgere, der er særligt interesserede i retsstof, og især de journalister, der lever af at fortælle om, hvad der sker i retssager.

Chefanklager Henriette Rosenborg Larsen forklarer om brugen af den nye medie:

– Vi vil gerne nuancere billedet af straffesystemet og anklagemyndighedens rolle og give forståelse for vores opgaver og resultater. Vi vil også gerne fortælle om vores daglige arbejde med fx straffesager, straffeprocessen, retsregler og retsprincipper. Og så har vi et ønske om, at vi gennem mere kommunikation med offentligheden bidrager til, at vidner og ofre får forståelse for deres rolle i en straffesag

Anklagemyndigheden Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi består af ca. 30 jurister, og et sekretariat på 16 medarbejdere, som årligt sender mere end 3000 straffesager til domstolene med henblik på dom eller kendelse.

Er du interesseret i at høre mere om retssikkerhed, skyld og straf og om straffeproces, retsregler og principper – så følg anklagemyndigheden på Twitter. Du finder dem her www.twitter.com/SydsjaellandAnklagere under navnet @SSJ_LFAnklagere. Kig efter den lilla krone.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *