Fodboldbrag forløb fredeligt

Set fra Nordjyllands Politis synsvinkel så forløb fodboldkampen mellem AaB-FCK fredeligt.

Kun 2 personer blev anholdt. Den første anholdte – en 25-årig mand – var kun kortvarigt anholdt, hvilket skete i forbindelse med en visitation uden for stadion i Aalborg.

Den anden blev efter kampen anholdt for vold i Vestbyen.

Desuden uddelte Nordjyllands Politi et mindre antal bøder, blandt andet 2 for at være i besiddelse af euforiserende stoffer eller hash, 2 for at brænde fyrværkeri af og 1 for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Dialog virker
Alt i alt betegner den ansvarlige for politiets indsats, vicepolitiinspektør Poul Severinsen, det som en overordentlig fredelig fodbold-dag, der var præget af god og festlig stemning.

”Jeg vil gerne udtrykke stor ros til fans fra både FCK og AaB. Stort set alle har opført sig eksemplarisk,” siger Poul Severinsen, der også tolker dagen sådan, at politiets dialog-baserede indsats virker.

”Vores betjente på gaden går i fornuftig og respektfuld dialog med fans fra både AaB og FCK, og det bidrager også til den gode ro og orden,” fortsætter vicepolitiinspektøren, og han nævner som eksempel, at nogle af betjentene gav en FCK-tilhænger et lift til stadion, da han havde problemer med at nå ud til kampen i tide, fordi han var på krykker.

Vicepolitiinspektør Poul Severinsen understreger slutteligt, at Nordjyllands Politi er til stede i et tilstrækkeligt antal til, at man kan gribe håndfast ind, hvis tingene skulle udvikle sig.

Politi Døgnrapporter: 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *