Endnu en person sigtet i fangeflugtssagen fra Slagelse

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har som en udløber af længere tids intensiv efterforskning identificeret og sigtet endnu en person, som menes at være deltager i planlægningen og udførelsen af fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse. Pågældende er medlem af en bandegruppering fra København. Den sigtede sidder i øvrigt allerede varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har nu anholdt og sigtet i alt syv personer i sagskomplekset.

– Vores efterforskning har givet os et klart billede af hændelsesforløbet og de enkelte personers roller i selve fangeflugten, siger politiinspektør Kim Kliver og fortsætter:

– Vi forventer i øvrigt at kunne aflevere sagen i løbet af få dage til anklagemyndigheden med henblik på vurdering af tiltalespørgsmål. Der har været tale om en særdeles omfattende sag, men i betragtning af gerningsmændenes voldsomme og truende adfærd, er det meget tilfredsstillende at vi får mulighed for at stille dem til ansvar for deres gerninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *