Den mobile politistation besøgte Vejen

Mange borgere kom forbi, da politiet onsdag eftermiddag besøgte indbrudsramt by

 

Mange fik en snak med betjente og offerrådgivere onsdag eftermiddag, da Syd- og Sønderjyllands Politi besøgte boligkvarter i Vejen

Der var en livlig snak, da Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag eftermiddag besøgte Vejen efter mange indbrud i byen sidste weekend. Vejen-området blev i weekenden ramt af usædvanligt mange indbrud. I Vejen by alene var der 16 indbrud og det fik onsdag Syd- og Sønderjyllands Politi til at tage på et tryghedsskabende besøg i et af byens boligkvarterer.

To betjente og to frivillige fra Offerrådgivningen i Syd- og Sønderjylland tog en snak med de mange borgere, der kiggede forbi. Der blev både spurgt til de aktuelle indbrud og hvordan efterforskningen skrider frem, ligesom betjentene gav en række gode råd til forebyggelse af indbrud.

Især brug af lys i og omkring boligerne for at få hjemmet til at se beboet ud, samt brug af appen Nabohjælp blev diskuteret. Et par af de fremmødte børn ville gerne vide, om indbrudstyven var fanget.

Politiet offentliggjorde tirsdag en video af indbrudstyven. Offentliggørelsen har givet flere tip, ligesom politiet har andre spor at gå efter og efterforsker intenst.

Har du oplysninger i sagen, så ring til politiet på 1-1-4.

Få gode råd til at forebygge indbrud: http://www.botrygt.dk/

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *