11 personer anholdt for at stå bag hashbod på Christiania

Nyhed:

 

11 personer anholdt for at stå bag hashbod på Christiania

 

Københavns Politi har onsdag anholdt 11 mænd i alderen 24 til 43 år i en koordineret aktion. De anholdte er sigtet for at stå bag omfattende hashhandel fra en bod i Green Light District ved Pusher Street på Christiania.

 

Efter en intensiv efterforskning blev de 11 personer anholdt på en række adresser i og omkring København. Derudover har politiet ransaget en adresse på Christiania og en i Aarhus.

De anholdte sigtes for at have gennemført mere end 9.052 handler med hash svarende til cirka 35,5 kilo hash i boden i Green Light District i perioden fra den 8. september til den 31. oktober 2021.

»Den specifikke hashbod og personerne, der er tilknyttet den, er efter vores opfattelse blandt de væsentligste spillere i hashhandlen i Pusher Street og Green Light District. Derfor har vi arbejdet målrettet med at dokumentere de mange handler – og det har været en omfattende efterforskning,« fortæller Tommy Laursen, der er leder af Christiania-indsatsen og nærpolitiet i Københavns Politi.

»Vi har et løbende fokus på at komme den organiserede og utryghedsskabende hashhandel på Christiania til livs, men vores indsats er bred og omfatter blandt andet også tryghedsskabende patruljering fra nærpolitiets side og samarbejde med christianitterne og Fonden Fristaden Christiania,« siger Tommy Laursen.

Fem af de anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør torsdag, og politiet kan ikke udelukke, at der er flere anholdelser på vej i sagen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *